Fantastisk E-mtb cykeltur gennem det meget smukke bjerglandskab i området hvor Oetztal og Inntal mødes. Ruten strækker sig godt og vel 37 km fra Oetz mod byen Arzl og retur igen, af en lidt anden rute. Undervejs komme vi forbi mange små byer, som ligger spredt smukt rundt i det bjergrige sommerlandskab på syd siden af Inntal og i bunden af Oetztal. På retur ruten passerer vi en bl.a. en hængebro, hvorfra der er travl aktivitet med at afvikle bungy jumps, samt vi krydser Inn floden to gange, inden vi sætter kursen op gennem starten af Oetztal, for at slutte denne flotte tur ved vores lejede ferielejlighed i Oetz.

Udgangspunktet

Denne E-mtb cykeltur starter ved vores ferielejlighed i Oetz, hvor der om morgenen og først på formiddagen var helt overskyet, og ikke specielt godt sommervejr på denne juli dag i 2022. Så forventningerne til dagens cykeltur var ikke overvældende, hvad angik vores forhåbninger til at få flot sommer bjergudsigt. Men stik imod morgenstundens overskyede vejr, samt prognosen i vejrudsigten, så klarede det op allerede inden vi kom afsted på turen, og vi fik det mest fantastiske solrige sommervejr, som vi kunne ønske os. Langt det meste af ruten foregik via helt små og hyggelige landeveje med meget lidt trafik, som snor sig rundt i det græsbeklædte landskab for foden af de mægtige bjerge. Dette var også gældende for starten af ruten, som førte ned mod Sautens i starten af Oetztal, hvorefter ruten fortsatte op over dagens første stigning, for derefter at føre ned mod Inntal.

De små byer i Inntal

Første by vi ankommer til, efter at være kommet ud af et lille skovstykke, er den sydlige del af Roppen, som også ligger ret højt placeret på den sydlige skråning af Inntal, hvilket betyder, at det går meget stejlt ned mod den lille landevej, som løber gennem byen, og fører os videre hen mod byerne Waldele og Wald, som ligger smukt placeret på den solbeskinnede bjergside. Mellem de to byer kommer vi forbi en lille grusvej, som fører os hen til en bænk placeret lidt væk fra den lille landevej. Her er det blevet tid til at nyde vores medbragte frokost, som vi nyder i den friske og varme sommer bjergluft, med smuk udsigt ud over Inn dalen. Dog kan vi ikke se Inn floden fra vores frokostbænk, da floden på dette sted løber gennem en relativ dyb kløft. Efter vores frokost fortsætter ruten af de små, snoede landeveje, hvor vi ikke møder megen trafik, ud over andre ferieturister, som står uden for deres biler og fotograferer det yderst smukke landskab. Efter ca. 15 km. rammer vi landevejen, som kommer fra Inn dalen og fører syd på ned gennem Pitztal.

Arzl og hængebroen

Vi følger nu landevejen i Pitztal et par kilometer nord på til byen Arzl. Dette korte stykke er en lidt større landevej med mere trafik ind i Pitztal, men vejen er bred, og der er god plads til at bilerne kan passerer os uden problemer. I starten af Arzl drejer ind af den første stikvej, som fører os gennem et typisk østrigsk villakvarter, præget af store huse med rustikke træbeklædte altaner, hvor der uden tvivl bliver udlejet mange ferielejligheder. Vejen fører os ned til Benni Raich Brücke, som er en flot hængebro, som kun kan passeres til fods, men vi kunne dog trække med vores cykler hen over broen, selv om der var godt med mennesker, mens vi var på vej hen over den. Specielt midt på broen var der samlet sig en del mennesker, fordi en eller flere af dem, skulle springe bungy jump udover floden, som løber under hængebroen. På vestsiden af broen, ind mod Arzl, ligger der en lille restaurant, hvor fra man kan nyde nyde sin mad, eller måske blot en forfriskende drink i sommervarmen med smuk udsigt ud over broen, og et sus i maven af at se på dem som springer bungy jump.

Turen tilbage mod Oetz

Efter vi havde stået og nydt udsigten fra broen, gik turen nu tilbage mod byen Waldele, som vi også passerede på vores udtur. Men i stedet for at følge helt samme vej tilbage mod Roppen, så tog vi nu en afstikker, som førte os via en smuk træbro, lavet af tykke bjælker, over på den modsatte side af Inn floden. Herfra kunne vi følge en cykelsti ind til den del af Roppen, som er placeret nord for Inn floden. Herfra gik det over floden, og stejlt op ad til vi igen ramte udkanten af skoven, hvor den lille landevej, som vi var kommet af tidligere på dagen, igen førte os opad gennem skoven, hvor træerne skærmede af for den varme eftermiddags sol, mens vi tilbagelagde en del højdemeter, ind til vi ankom til Sautens i starten af Oetztal.

Udsigtspunktet ved Piburger see

I stedet for at cykle direkte hjem til lejligheden, så valgte vi at cykle op til Piburger see, og videre op til det spektakulære udsigtspunkt højt oppe over søen. Herfra er der en fantastisk udsigt udover selve søen, hvor man bl.a. kan se ned til Restaurant Piburger See, med sin store træterrasse, hvorfra de mange sommergæsterne bader i søen, eller ligger og slikker alpesolens stråler i de mange liggestole. Man kan også også tydeligt se over mod svævebanen, som ender oppe i Hochoetz, hvor man kan skimte Neue Bielefelder Hütte, som ligger placeret med majestætisk udsigt ned over bl.a. Oetz og Piburger see. Herefter fortsætter turen ned gennem skoven til byen Habichen og Habicher see.

Afslutning på turen

Til slut går turen små 2 km. tilbage til Oetz, hvor turen slutter ved vores ferielejlighed. Det blev en til en fantastisk tur, i det på dagen overraskende smukke sommervejr. Med mange fine oplevelser, og ikke mindst med mange fantastiske indtryk fra det smukke bjerglandskab, på denne godt 37 km. lange rute med i alt knap 1000 højdemeters stigning undervejs.

Jeg håber, du synes om denne turbeskrivelse, og at den vil give dig inspiration til, at du selv kommer ud på denne eller andre tur. Der ligge uendeligt mange fine ture og venter der ude.

Video fra turen

Gpx fil af ruten

Her kan du downloade en GPX fil der indeholder cykelruten. Filen er ZIP-komprimeret og skal udpakkes inden den kan anvendes.

Share this post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *